Senior Automationsingeniør, GMP Pharma/1896

Contact us today Arrow Right

Senior Automationsingeniør, GMP Pharma/1896


Virksomheden

Siden 2001 har i2r Consulting & Engineering været en betroet samarbejdspartner – primært for pharmavirksomheder i Danmark. Virksomheden specialiserer sig i at optimere og løse komplekse automations- og robotteknologiske udfordringer.

Visionen er at være et ingeniørhus, hvor tværfaglige løsninger, høj faglighed og fleksibilitet udgør de centrale værdier. Innovation er en naturlig del af virksomhedens DNA – uden at gå på kompromis med kvaliteten.

i2r Consulting & Engineering arbejder bredt og tilbyder både komplette automationsløsninger samt løsninger og processer, der integreres med kundernes eksisterende udstyr og organisation.

Virksomheden har et stærkt fokus på at forstå kundernes behov, imødekomme deres krav og skabe løsninger, der lever op til – og gerne overstiger – forventningerne.

Hos i2r Consulting & Engineering er medarbejderne virksomhedens vigtigste ressource. Derfor prioriteres udvikling, involvering og trivsel højt som fundament for den fortsatte vækst og succes.

Læs mere om virksomheden på www.i2r.dk.

Hvem er dine kommende kollegaer

Du bliver en del af et stærkt og velfungerende team med base i attraktive omgivelser i Søborg.

Teamet besidder bred ekspertise inden for centrale discipliner i Life Science-industrien, herunder:

  • Mekanisk procesdesign
  • Instrumentering
  • Industriel automation
  • Industriel IT
  • Validering efter GMP og GAMP

I Søborg finder du desuden virksomhedens robotlaboratorium, hvor nye løsninger og idéer udvikles og testes – både internt og i tæt samarbejde med kunder.

Senior Automationsingeniør GMP Pharma

i2r Consulting & Engineering er i fortsat vækst og søger nu endnu en profil til det succesfulde og innovative team.

  • Du vil opleve en rolle, hvor du bliver en del af et stærkt team
  • Udvikling, træning samt eget test- og udviklingslaboratorium
  • Du bliver teknisk tovholder og driver projekter

Udfordring

I rollen som Senior Automationsingeniør vil du blive involveret i meget spændende projekter og indgå i et team med engagerede og kompetente kollegaer, der alle har høj faglighed inden for projektledelse, mekanisk procesdesign, automation, IT og robotteknologi. Der er stor vidensdeling og samarbejde på tværs i organisationen. I rollen vil du få en bred kontaktflade både internt og eksternt, hvor du indgår i dialog og opgaveløsning med mange interessante kunder og samarbejdspartnere.

Du får mulighed for at være med i alle projektfaser, fra CD – Conceptual Design, BD – Basic Design, DD – Detail Design samt eksekveringsfasen.

i2r Consulting & Engineering er kendt for deres innovative løsninger og er en meget troværdig partner med en stærk forretningsforståelse og med en meget stærk kundeportefølje. Du kan derfor se frem til at blive involveret i spændende projekter inden for pharmaindustrien i Danmark. I rollen får du mulighed for at demonstrere dine evner, hvor du veksler mellem projektopgaver på kontoret sammen med dine kollegaer og som teknisk tovholder hos nogle af landets største pharmavirksomheder.

Du arbejder med projekter af forskellig varighed, og du spiller en aktiv rolle i at finde og definere de arbejdsopgaver, der passer dig og dine kompetencer bedst.

Du refererer til direktøren, og du tilbydes fleksible arbejdsforhold og løn efter kvalifikationer på et konkurrencedygtigt niveau. Herudover pensions- og sundhedsforsikring, lækker frokostordning, fælles fredagsmorgenmad mv. i et fantastisk miljø.

Som Senior Automationsingeniør vil din primære rolle være:

  • At være bannerfører på udvalgte projekter hos de vigtigste pharmakunder i Storkøbenhavn
  • At styre og indgå i tværfaglige projekter fra design til idriftsat og kvalificeret anlæg
  • At analysere, designe, programmere og idriftsætte automationssystemer
  • At præge udviklingen internt og eksternt samt sikre eksekvering i de forskellige projekter
  • At yde rådgivning og kvalitetssikring
  • At bidrage med den rette dokumentation ift. GMP
  • At kommunikere på alle niveauer med stakeholders, både internt og eksternt

Talent

Du har en relevant ingeniøruddannelse eller tilsvarende kombineret med minimum 5 års erfaring i udvikling og implementering af automationsløsninger i og/eller til pharmaindustrien. Du har dokumenteret succes som Teknisk Tovholder, Programmør og Projektleder på både store og små udviklingsprojekter.

Du motiveres af opgaver, hvor du får rig mulighed for at bruge dine kompetencer i projekter samt bidrage på tværs i en meget innovativ gruppe. Da i2r Consulting & Engineering bl.a. udvikler og eksekverer på forskellige automationsprojekter, er det vigtigt, at du har relevant GMP-erfaring, som du kan bringe ind i rollen.

Du interesserer dig selvfølgelig også generelt for automation, digitalisering og industri 4.0.

Du kan komme med viden og erfaring fra SCADA og PLC samt forskellige platforme som f.eks. Siemens S5–S7, ABB, DeltaV, WinCC, Allen Bradley og iFix.

Du er loyal, troværdig og hjælpsom samtidig med, at du har en naturlig autoritet. Dette betyder, at du både bidrager til kunden og internt til dine kollegaer og teamet, da netop dette er af betydning for din og i2r Consulting & Engineerings succes og videre udvikling. Du finder motivation i at lære fra dig og dele ud af din viden til dine kollegaer.

Din rolle kræver, at du både trives i rollen som rådgiver samtidig med, at du agerer operationelt og løser opgaver på et højt fagligt niveau. Når et projekt skal følges til dørs, sikrer du fremdrift, udviser fleksibilitet og kundeforståelse.

Du har gode kommunikative evner og trives i et GMP-reguleret miljø. Du behersker dansk og engelsk i såvel skrift som tale. Du tilbydes en nøgleposition med mulighed for stor personlig og faglig udvikling i et velfungerende team.

Ansøgning

Best Talent varetager rekrutteringsprocessen på vegne af i2r Consulting & Engineering. Du er velkommen til at kontakte Best Talent, som behandler din henvendelse fortroligt.

Send din ansøgning samt CV mærket ”1896/Senior Automationsingeniør” på e-mail til job@besttalent.dk.

Du kan finde mere om Best Talent på www.besttalent.dk.